SkoleTVFortæl din skole - på jeres egen webtv-station
SkoleTV er et koncept, som tilbydes de skoler i København, som arbejder under Københavnermodellen eller er en del af projekt ’Fortæl din skole: vejen til flere elever’
Projektet går ud på at oprette en webtv-station på hver af de deltagende skoler, hvor elever og lærere kan fortælle om skolens pulserende hverdagsliv i små videoindslag (SkoleTV) eller som webjournalistik.
Indslagene samles på skolens webtv-station, som tilgås direkte eller via Skoleporten.
Aktiviteten forankres hos 2-3 interesserede lærere, som deltager i kick-off-workshop på Pædagogisk IT (PIT) i midten af september.
Projektet rummer hermed både pædagogiske- og profileringsmæssige muligheder og kan udfoldes på forskellige ambitionsniveauer:
I Basisudgaven samler tv-lærerne en redaktionsgruppe af elever, som herefter i kortere eller længere perioder producerer små nyhedsudsendelser eller webhistorier, hver eller hver anden uge.
Redaktionen kan være håndplukkede interesserede elever, et valghold eller klasser på skift.
Basismodellen kan imidlertid udbygges på mangfoldige måder:
Det kan tænkes, at tv-stationen tilbyder assistance til klasser, som kunne tænke sig en formidlingsmæssig overbygning på deres faglige projekt, hvor de får mulighed at fortælle om det, de har beskæftiget sig med, til et reelt publikum via journalistiske indslag på TV-stationen.
Det kan tænkes, at en klasse ønsker at producere et indslag om en social aktivitet, som de har været optaget af.
Det kan tænkes, at en klasse, eller en gruppe elever, vil lave en lille udsendelse om en begivenhed på skolen.
Det kan tænkes, at skolens ledelse har lyst til at prøve kræfter med at lave nyhedsformidling som videobreve…
Det kan tænkes, at web-tv-stationen og den tilknyttede formidlingsmæssige kompetence åbner for ideer og muligheder i forhold til udnyttelse af de nye understøttende timer.
SkoleTV-konceptet udgør den praktiske ramme for disse muligheder og består af:
> To-dages workshop på PIT i september 2014 for de 2-3 lærere/pædagoger, som skal drive stationen.
Indhold: online formidling (web, billeder, video…), samt grundlæggende journalistisk metode
> Etablering af webtv-station
PIT opretter sammen med ekstern leverandør en platform på hver skole til online formidling. Platformen håndterer konvertering, hosting og streaming af video samt simpel produktion af hjemmesider
> Tilbud om netværkssamarbejde mellem de deltagende skoler/lærere indbyrdes og med PIT
> Tilbud om fysiske træf på PIT i løbet af skoleåret (både lærere og elever), hvor der udveksles ideer, vises gode eksempler og afvikles konkurrencer
Filosofien bag SkoleTV er dobbelt
Udadtil åbnes der på denne måde et vindue til skolens indre, gennem hvilket forældre og omverden kan få indblik i ’skolens liv og sjæl’.
Konkrete erfaringer fra flere skoler bekræfter, at forældre og lokalmiljø i høj grad benytter og værdsætter denne mulighed.
Indadtil: arbejdet med at identificere og formidle de gode historier om ’vores skole’ har potentiale som aktivitet i skolen – både i dannelses- og uddannelsesperspektiv. Det er simpelthen en øvelse i at stille skarpt på skolens identitet, dens værdier, styrker og aktiviteter OG i at formidle disse på en tidssvarende måde til omverden og nye forældre.
Herudover er der mindst tre andre gode grunde til at tilmelde sig projekt SkoleTV:
For det første kan skolerne bruge konceptet som ramme for deres arbejde med generelt at styrke demokrati, dannelse og deltagelse. ”Fortæl din skole” er derfor et godt motto, fordi det både rummer en opfordring til at fortælle om din skole, dens dagligliv og udvikling, men også til at fortælle skolen noget, altså markere holdninger, komme med indspil, fremsætte statements… alt sammen i en kritisk/konstruktiv ånd.
For det andet lærer eleverne noget grundlæggende om journalistik og om autentisk formidling, når de arbejder med deres fortællinger om skole og skoleliv.
Herved styrkes centrale danskfaglige kompetencer og de udvikler deres mediehåndværk.
For det tredje udgør SkoleTV et konkret bud på en meningsfuld aktivitet inden for rammerne af skolereformens understøttende undervisning: der er både dannelse og faglighed, teori og praksis, skole og fritid i denne cocktail, som vil kunne drives af både lærere og pædagoger.
SkoleTV-konceptet ligger således i krydsfeltet mellem demokrati/deltagelse, formidling/journalistik og mediepædagogik/digital dannelse.
Grundpiller
SkoleTV er et tilbud til i første omgang 10-12 skoler, som er udfordret på elevtallet, og som arbejder under Københavnermodellen og/eller projekt ’Fortæl din skole’.
Tilmelding til konceptet sker gennem Carsten Dahlerup (Københavnermodellen) eller Thomas Bjerremand / Lone Flügge (Fortæl din skole) eller direkte til Torben Bichel Nielsen, Pædagogisk IT, som er ansvarlig for SkoleTV-tilbuddet. (Mail: tbn@buf.kk.dk)
Separat tilmelding til workshoppen på PIT i september 14 (obligatorisk) sker via BUF Akademi.
Man tilmelder sig med 2 til 3 pædagogiske medarbejdere (lærere eller pædagoger) senest 30. juni.
Kursusnr: 0499-14-00-13
http://www.bufakademi.kk.dk/DetailKursus.aspx?id=98841
Til overvejelse
Det vil være hensigtsmæssigt, hvis skolen i forbindelse med tilmelding overvejer, hvordan konceptet bedst organiseres og forankres på skolen:
> Hvilke elever skal i udgangspunktet udgøre redaktionsgruppen (valghold, klasse, årgang eller stafet)?
> Hvilke timer afsættes (både lærer- og elevtid)?
> Hvordan skaffes tid til deltagelse i workshops og fysiske træf?
> Hvor og hvornår skal der produceres?
> Hvordan synliggøres projektet og produktionerne?